18 december 2007

Julepause? Hold da op...

Nok er der ikke nogen officielle opgaver før til næste år, men det er ikke ensbetydende med, at man skal ligge på den lade side. Tværtimod.
Øh, nåja.. der er jo lige julen.

Men meget apropos så synes jeg det er på sin plads at uddele lidt digitale julegodter. Nogle vil jeg dog gemme til senere opgaver, hvor de er mere relevante, men andre kan jeg vist godt give videre allerede.

Voyage - en anderledes RSS-oplevelse
Denne RSS-læser er fuldstænding anderledes fra de ellers temmeligt barberede layouts, RSS-læsere normalt har. Dine nyheder bliver vist i en meget grafisk tidslinie der strækker sig op til 3 dage bagud - det er lige noget man skal vænne sig til, men det gør da læseoplevelsen mere spændende (om end en anelse mindre overskuelig, men pyt)

Wordie - ligesom Flickr, bare uden billederne
Er du også afhængig af ord - og vil du gerne vise verden dine yndlingsord? Så er Wordie lige noget for dig. Det er underligt, at noget så simpelt kan være så vanedannende. Men der er noget fascinerende og sjovt ved at grave dybt for at fremfinde lige netop de ord, som beskriver en bedst. Og se, hvem der har listet de samme ord

Jaiku & Twitter - microblogging
Der er efterhånden ved at være en del af disse sites rundt om på nettet. De går i al sin enkelthed ud på.. tja, dovenskab? De er ideelle redskaber til den dovne blogger, for man kan maksimalt skrive 140-400 anslag i en post. Man kan blogge fra sitet, fra desktop applications og fra sin mobil. Så opgaven er ganske simpel: hvad laver du (beskrevet på 400 anslag eller mindre)?
Twitter er microblogging, hverken mere eller mindre. Mens Jaiku går et skridt videre og kan hente feeds fra både ens blog, Twitter-konto, Flickr-side og tja, alt der kan RSS'es. Jeg foretrækker Twitter, da den er mest overskuelig, for når man i Jaiku har tilføjet de første fire feeds, er overblikket væk. Men den kan vel fungere udmærket som RSS-aggregat...

Digg - nyheder på brugernes præmisser
Har du nogensinde spekuleret på, hvad denne lille mand mon betyder, når du læser nyheder fra diverse blogs og nyhedssites? Det er en genial lille opfindelse, som for alvor satte skub i web 2.0-bølgen, og om noget er web 2.0. Det er ganske enkelt at gå til; du tilmelder dig Digg. Du læser dine nyheder ude på nettet. Hvis den lille mand fremkommer, klikker du på ikonet. Nyheden bliver sendt videre til Diggs hovedside (du "digger" den). Du er dermed med til at skabe indholdet på Digg - og de nyhedshistorier, der får flest diggs bliver automatisk ranket højere på sitet. På denne måde er du både med til at opbygge relevante nyheder for resten af verden og skabe din egen nyhedsprofil, så du og andre kan se hvilke historier, du har læst og fundet interessante

Rollyo - skab din egen søgemaskine
Ligesom metasøgemaskiner er noget Gud skabte på en af sine bedre dage (eller lur mig om det ikke var en Stanford-studerende), så er Rollyo også en gave til alle søgere. Her kan du opbygge din egen søgemaskine - dvs. udvælge x antal websites, som du vil søge på og kun få resultater tilbage fra disse sites. Fx kunne man vælge samtlige 23 Ting blogs til en "23 Ting Søger"

Og det var vist det, for denne gang. Ønsker jer alle en rigtig god jul. Husk at der er flere bevingede ord (og tips) at hente til opsamlingsmøderne i starten af det nye år :)

16 december 2007

Copenhagen Pride 07


Copenhagen Pride 07
Originally uploaded by blaagaarden
Det ultimative statement. Og så har jeg også prøvet at blogge et billede fra Flickr. Wahey.

09 december 2007

Fotografr du ogsr?

Så nåede vi til sidste opgave inden jul. Og hvilken måde at slutte året af på.

Jeg hat været medlem af Flickr on/off siden 2005, men det er ikke før i år, at jeg for alvor har fået øjnene op for den.
For genial må man jo sige den er. Det her er ren web 2.0, og folk kommunikerer på kryds og tværs - møder nye mennesker, deler billeder med folk med ens egen interesser (uanset hvad din hobby end måtte være, skal der nok være nogen derude, som deler lige nøjagtig din passion for canadisk margarine-emballage).

Man kan vælge at oprette et ganske privat billedarkiv, hvor ens billeder kun kan ses og kommenteres på af ens venner og familie.
Men hvor er det sjove i det. Selvfølgelig er der billeder, man helst vil holde for sig selv - og der er "private"-funktionen jo handy. Men Flickr er (ligesom alle andre web 2.0 sites) et "Gi-tar" site: hvis man vil tage, må man også give. For hvis alle kun ville have billederne for sig selv, kunne man lige så godt tilmelde sig Magix, Photobucket, Bilddagboken eller en af de mange, mange andre online billeddatabaser.

Flickrs største fordel er jo delings-delen. Det er helt fantastisk at sidde og kigge på Last 7 Days Interesting eller søge på fx killinger, kager (ps. dette kan dog ikke anbefales at gøre den sidste time af en aftenvagt) eller bøger.
Det var også interessant at finde ud af, at Viborg ikke alene er en by i Danmark, men også en by i Rusland. Så lærte man da det.

Det er bestemt en grænseoverskridende oplevelse at skulle lægge ens billeder frem til offentlig beskuelse. Men man vænner sig til det, og det er kun ens egen blufærdighed, der sætter grænsen for, hvilke billeder skal ligge fremme, og hvilke der skal gemmes lidt af vejen (og der er jo heller ingen, der absolut tvinger dig til at lægge alle dine billeder op).
En af de mest populære tiltag på sitet er 365 Days, hvor man skal på 365 dage (et år, på menneskesprog) skal tage 365 billeder af sig selv, et enkelt om dagen. Det er da interessant at følge med i, og der er også rigtig mange gode portrætter imellem (når man tænker på, at de fleste er taget med kameraet i udstrakt arm eller med selv-udløser) - men det sætter også en ny standard for blufærdighed og hvor meget af sig selv, man egentlig er villig til at dele med resten af verden.
Min tommelfingerregel er, at mine offentlige billeder ikke portrætterer venner og familie. Men der vil jo altid være undtagelser. Man har som bekendt et standpunkt til man tager et andet.

Men det man får ud af det i sidste ende er det hele værd (næsten). Det er en ret fed fornemmelse at få en rosende kommentar fra en på den anden side af kloden. Og bare dykke ned i de rå mængder af helt fabelagtige billeder, der ligger tilgængelige, lige for enden af din museknap. Medieskolernes elever er generelt også gode til at lægge deres billeder online - dem (eleverne altså, der er jo copyright på billederne) må vi da kunne bruge til noget engang?

Motion er farligt!!

Heh, der skal ikke meget til at underholde mig, når bare jeg er træt nok.

Laufband gegen Bär:

05 december 2007

RSS - really sidste sats

Godt nok er vi allerede et godt stykke forbi RSS-opgaven, men jeg har i de sidste par uger haft denne her presserende trang til at skrive endnu en blogpost om dette emne (tænk Pocahontas, der bare synge sin kærlighed til John Smith).

Jeg begyndte jo at fable om NewsGator og alle dens fantastiske finesser, og jo, den var god. Men jeg keder mig hurtigt, og når opdateringstiden var så langsom som denne, og der skulle forholdsvist mange klik til at nå frem til det vigtige... så ryger du ud igen. Trial and error, siger jeg bare, trial and error.

Heldigvis havde jeg en afløser lige i baghånden. Som hedder Rojo - som ifølge dem selv er "RSS with mojo". Den har en interessant web 2.0-vinkel på hele RSS-læsnings-oplevelsen, så man ud over sine egne feeds også kan læse, hvad resten af verden læser. Najs.
Og feeds'ne behøver man ikke engang oprette mapper til for at holde styr på dem. Her skal de nemlig "tagges" (som vi også kommer tilbage til i en senere opgave) - dvs. når man tilmelder et nyt feed, kan man tildele det et emneord (tag), som Rojo så arkiverer feed'et under. Dvs. "mappen" opretter egentlig sig selv. Dobbelt-najs.

Det er overskueligt på den gode måde, ikke for megen unødig grafik og bling-bling, og så er det nemt at bruge - man kan kort sagt slå hjernen fra og læse, læse, læse. Man kan vælge at læse alle nye poster i én samlet køre, eller man kan læse et tag ad gangen. Det gode her er, at læste/gamle poster bliver stående på listen - hvor de hos NewsGator blev gemt så godt væk, at man næsten troede de var blevet helt slettet - blot bliver overskriften sort, når posten er læst, mod den røde ulæste. Tripel-najs.

Så nu vil jeg holde mig til Rojo... lige indtil jeg finder den næste :-b

03 december 2007

YouTubed

Har været oprettet hos YouTube i et par måneder, men har aldrig rigtig brugt det sådan for alvor. Har uploadet et par koncertvideoer og spenderet et par timer på at se hjemmevideo-klip i dårlig kvalitet. Er godt klar over, at der sikkert ligger meget godt derude - men er nok stadig af den holdning, at videoer og film og lignende skal ses i fjernsynet, ikke ved computeren. Der har jeg stadig for meget jeg gerne vil tjekke ud, til at spilde tid på at se dybt, dybt kulturelt undergravende klip.
Som fx en YouTube-klassiker som OK Go's "Here It Goes Again", som nu er oppe på over 25 mio. (MILLIONER...!) afspilninger. Og en nyklassisker, Daft Hands, som dog må nøjes med lidt over 9 mio. afspilninger.

Favoritlisten er bestemt et plus - så kan man hurtigt vende tilbage til en video, man egentlig havde glemt. Min liste er dog langt fra imponerende, består mest af underlige DJ-sekvenser og sketches fra Saturday Night Live.
Og denne her.. som jeg vil have hele verden til at se og elske lige så højt som mig. Den dårlige kvalitet modsiger på skammeligste vis reklamens budskab (jeg kan for mit indre øje se en hel generation af Sony-ingeniører græde sig selv i søvn over at deres produkter bliver promoveret i så dårlig en opløsning). Men pyt, jeg er der for musikkens skyld.




*edit: Efter en smule tænken sig om, er jeg kommet frem til, at jeg er enig med Jørgen. Vi kan sagtens bruge YouTube på bibliotekerne, til andet end grin i middagspausen. Måske ikke ligefrem YouTube, men videoer generelt. Det er jo en vidt brugt teknik til tutorials på diverse tech sites.

02 december 2007

Mit online kontor

Hvad skal man dog give sig til en stille søndag aften, hvor man ikke kan sove, og der intet er i fjernsynet? Tjaaa... mit valg faldt ret hurtigt på "download de tre seneste batches af gratis tracks fra Soundvenue". Og så kunne jeg i samme åndedrag jo lige jage til at teste ugens opgave, online applikationer, mens de nye downloads kører i hovedtelefonerne (hvis jeg lige må indskyde en hurtig sidebemærkning her, så er det totalt rigtig meget værd at investere i et par ordentlige hovedtelefoner/højttalere).

Jeg har hørt meget om Zoho Writer, så den skulle bestemt tjekkes ud. Google Docs har jeg fiflet en smule med før, men jeg var ikke imponeret.
Zoho findes på dansk i en beta-version, og her må det understreges kraftigt, at der er tale om en BETA-version. Min indre bibliotekar sidder og får koldsved og kan allerede forudse flere søvnløse nætter over stavningen, som må beskrives som intet mindre end skandaløs.



Disse er blot nogle af uhyrlighederne. Jovist, en simpel mouse-over kan afsløre den rette stavning for den tungnemme bruger, men det burde ikke være sådan. Det tager fokus.
Jeg fik dog oprettet et testdokument, som nu er åben for deling.
Kald mig gammeldags, men så længe min USB-stick fungerer, ser jeg ikke det store behov for disse tjenester fra min side. Men det skal da blive spændende at følge udviklingen - der går rygter om endnu et Yahoo-opkøb.

Hvis man skal have gang i et reelt gruppesamarbejde på tværs af personer, som ikke har umiddelbar adgang til fx Notes' dokumentarkiv, og som gerne vil have en mulighed for at arbejde online, vil jeg dog synes sites som MyQuire eller Basecamp er mere relevante. IMHO, for at blive i net-jargonen.