18 december 2007

Julepause? Hold da op...

Nok er der ikke nogen officielle opgaver før til næste år, men det er ikke ensbetydende med, at man skal ligge på den lade side. Tværtimod.
Øh, nåja.. der er jo lige julen.

Men meget apropos så synes jeg det er på sin plads at uddele lidt digitale julegodter. Nogle vil jeg dog gemme til senere opgaver, hvor de er mere relevante, men andre kan jeg vist godt give videre allerede.

Voyage - en anderledes RSS-oplevelse
Denne RSS-læser er fuldstænding anderledes fra de ellers temmeligt barberede layouts, RSS-læsere normalt har. Dine nyheder bliver vist i en meget grafisk tidslinie der strækker sig op til 3 dage bagud - det er lige noget man skal vænne sig til, men det gør da læseoplevelsen mere spændende (om end en anelse mindre overskuelig, men pyt)

Wordie - ligesom Flickr, bare uden billederne
Er du også afhængig af ord - og vil du gerne vise verden dine yndlingsord? Så er Wordie lige noget for dig. Det er underligt, at noget så simpelt kan være så vanedannende. Men der er noget fascinerende og sjovt ved at grave dybt for at fremfinde lige netop de ord, som beskriver en bedst. Og se, hvem der har listet de samme ord

Jaiku & Twitter - microblogging
Der er efterhånden ved at være en del af disse sites rundt om på nettet. De går i al sin enkelthed ud på.. tja, dovenskab? De er ideelle redskaber til den dovne blogger, for man kan maksimalt skrive 140-400 anslag i en post. Man kan blogge fra sitet, fra desktop applications og fra sin mobil. Så opgaven er ganske simpel: hvad laver du (beskrevet på 400 anslag eller mindre)?
Twitter er microblogging, hverken mere eller mindre. Mens Jaiku går et skridt videre og kan hente feeds fra både ens blog, Twitter-konto, Flickr-side og tja, alt der kan RSS'es. Jeg foretrækker Twitter, da den er mest overskuelig, for når man i Jaiku har tilføjet de første fire feeds, er overblikket væk. Men den kan vel fungere udmærket som RSS-aggregat...

Digg - nyheder på brugernes præmisser
Har du nogensinde spekuleret på, hvad denne lille mand mon betyder, når du læser nyheder fra diverse blogs og nyhedssites? Det er en genial lille opfindelse, som for alvor satte skub i web 2.0-bølgen, og om noget er web 2.0. Det er ganske enkelt at gå til; du tilmelder dig Digg. Du læser dine nyheder ude på nettet. Hvis den lille mand fremkommer, klikker du på ikonet. Nyheden bliver sendt videre til Diggs hovedside (du "digger" den). Du er dermed med til at skabe indholdet på Digg - og de nyhedshistorier, der får flest diggs bliver automatisk ranket højere på sitet. På denne måde er du både med til at opbygge relevante nyheder for resten af verden og skabe din egen nyhedsprofil, så du og andre kan se hvilke historier, du har læst og fundet interessante

Rollyo - skab din egen søgemaskine
Ligesom metasøgemaskiner er noget Gud skabte på en af sine bedre dage (eller lur mig om det ikke var en Stanford-studerende), så er Rollyo også en gave til alle søgere. Her kan du opbygge din egen søgemaskine - dvs. udvælge x antal websites, som du vil søge på og kun få resultater tilbage fra disse sites. Fx kunne man vælge samtlige 23 Ting blogs til en "23 Ting Søger"

Og det var vist det, for denne gang. Ønsker jer alle en rigtig god jul. Husk at der er flere bevingede ord (og tips) at hente til opsamlingsmøderne i starten af det nye år :)

3 kommentarer:

Kathrine S sagde ...

Wordie - kendte den ikke men der er da rigtig sød hvis man elsker ord. Jeg har selv en svaghed for: Zimbabwe - så nu har tilføjet RRS-feedet til min Reader så jeg kan læse når andre skriver noget positivt om det ord. Cool.
Har du en Jaiku profil eller bruger du altid Twitter? Jeg er på Jaiku.

Camilla Thomsen sagde ...

Zimbabwe ligger helt klart godt i munden :)

Jeg har en dvalende Jaiku profil her. Jeg kan da se, at de er kommet et stykke siden jeg forlod dem (fx Google-opkøbet), men er nok blevet for vant til Twitter i mellemtiden.

Kom også til at tænke på, at vi (biblioteket) kunne oprette en Twitter/Jaiku/whatevs profil til bloggen - som en slags mini-billboard for diverse nyheder. En idé?

Kathrine sagde ...

Ja - eller til brugerne når vi har nyheder?! Lad os snakke om det! ;-)