En dag forskudt tager jeg nu hul på ugens opgave. Som egentlig burde ligge mig let for; jeg har været med på MySpace-skuden siden 2005 og hoppede sidste år også på Facebook-hypen.
På trods af dette, vil jeg ikke her tale varmt for dem. Jovist har jeg fået nogle rigtig gode venner takket være dem, og de er da en smart måde at holde sig up to date med sine bekendte. Men så stopper festen også for mit vedkommende - for deres layouts er, for at sige det ligeud, grimme. De er svære at danse med for begyndere. De er uigennemskuelige. Og der er alt for meget "støj".
Desuden synes jeg det er problematisk, at man, når man først er registreret, hos Facebook ikke kan slette sin profil igen. Det eneste man kan, er at slå profilen fra, så omverdenen ikke kan se den, men i det skjulte eksisterer de stadig i bedste velgående. Ligesom at deres nye reklamesystem, Facebook Beacon, er besværlig at forstå.
Men for at der ikke skal gå alt for meget sortseer og 1984 i den her, skal det dog nævnes, at de da er gode nok, på deres egne præmisser. MySpace er rigtig god til at finde ny musik, da det er en nem og ukostbar løsning for upcoming artister at have en MySpace-side frem for at skulle købe sig til domæne, webhotel, webdesigner osv. Af samme grund elsker fansene MySpace, da de her kan få direkte kontakt til deres yndlingsmusikere.
Og Facebook.. tja. Jeg bruger den dagligt, men det er af den enkle grund, at der ikke findes bedre alternativer til at holde mig opdateret med vennerne.
Og dog - for det gør der. Så lad mig omformulere: jeg bruger Facebook, fordi mine venner er der (var der lige nogen, der sagde gruppepres, dér?)*.
Jeg har et hemmeligt kærlighedsforhold til den bedste af disse "bliv min ven/vær min ven/lad os lade som om vi er venner"-sites - nemlig Virb. Virb er MySpace som det skulle have været, på alle leder og kanter. Man skal ikke til at tillære sig indgående html-kendskab for at redigere sin profil. Den er gennemskuelig. Alle de der irriterende banner-reklamer ligger nederst på siden, så de ikke forstyrrer. Og det bedste af det hele er næsten, at man med et enkelt klik kan fjerne en given brugers mere eller mindre vellykkede design, og få siden vist i et simpelt standard-design (læser I med her, MySpace-bagmænd? listen and learn!).
Så der er muligheder nok for at netværke på kryds og tværs derude. Det gælder bare om at finde den, der passer dit temperatment bedst.
* for man kan jo ikke sige, at de kun er der fordi de ikke ved bedre??
29 januar 2008
Virtuelle venskaber
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar